søndag den 1. september 2013

Valdivia sikrer Palmeiras point på "Slottet"

Ceará og Palmeiras leverede en festforestilling, da de to mandskaber spillede 2-2 i den 18. spillerunde af Serie B. Opgøret havde tiltrukket mere end 46.000 tilskuere på Castelão (Slottet) i Fortaleza, og de mange fremmødte kunne se hjemmeholdet tage teten to gange ved Magno Alves og Marcos. "O Verdão" (De Grønne) fik imidlertid svaret igen på mål af Alan Kardec og Leandro, begge gange med Valdivia i oplæggerens rolle.

Palmeiras udbygger dermed føringen i toppen af rækken med et enkelt point, da de nærmeste forfølgere fra Chapecoense overraskende tabte 1-2 hjemme til Icasa. Formstærke Paraná rykker op på 3. pladsen efter imponerende 4-0 over Guaratinguetá, mens Sport Recife indtager den sidste oprykningsplads efter 1-1 hjemme mod Boa.

I bundstriden måtte Rivaldo og hans São Caetano indkassere et 2-1 nederlag ude til América-RN. Verdensmesteren fra 2002 kom på banen til de sidste minutter uden at kunne vende slagets gang. Sejren var ikke nok til at flytte América op over nedrykningsstegen, men holdet fra Natal fik passeret São Caetano i den samlede stilling. De sidste to hold under den kedelige streg er Paysandu og ABC, hvoraf sidstnævnte efterhånden er godt isoleret i bunden.

Se målene fra Ceará - Palmeiras

Lørdagens kampe, Serie B:
América-RN - São Caetano  2-1
Bragantino - Paysandu  0-0
Ceará -Palmeiras  2-2
Chapecoense - Icasa  1-2
Paraná - Guaratinguetá  4-0
Sport Recife -Boa  1-1

Ingen kommentarer:

Send en kommentar