mandag den 30. september 2013

Kan Cruzeiro begynde at lægge champagnen på køl?

Det er lige før at Cruzeiro kan begynde at lægge champagneflaskerne på køl. "A Raposa" (Ræven) vandt søndagens svære udekamp mod Internacional med 2-1, og holdet fra Belo Horizonte fører nu Serie A med 11 points ned til de nærmeste forfølgere.

Det stærke kollektiv kom foran allerede efter fire minutters spil, da Nilton headede et frispark fra Egídio ind bag Muriel i hjemmeholdets bur. Cruzeiro har gennem sæsonen været sindssyg stærk på dødbolde med stopperen Dedé og Nilton som targets. Nilton er med dagens scoring nu oppe på syv af slagsen i Serie A.

Internacional fik dog svaret minuttet efter, og det var for anden kamp i træk 18-årige Otávio, som slog til for "O Colorado" (De Røde). Lidt sjovt at det er den unge, som laver målene for en klub som svælger i klasseangribere. De bænkede Leandro Damião, Forlan og Scocco må kigge misundeligt på deres unge kollega.

"A Raposa" nappede nu alligevel alle tre points, da angriberen Willian udplacerede Muriel i gæsternes kasse i starten af 2. halvleg. Lejesvenden fra Metalist beviste, at snuhed nogle gange overgår hårdhed, når der skal skydes på mål.

Cruzeiro styrer sikkert mod det brasilianske mesterskab. Der resterer endnu 14 runder, og det store forspring til de nærmeste forfølgere burde række. Marcelos Oliveiras tropper har desuden den fordel, at de kan fokusere 100% på Serie A modsat Grêmio, Botafogo og Atlético-PR, der fortsat lever i den brasilianske pokalturnering.

Internacional daler ned til en 7. plads i tabellen, og Dungas drenge har nu syv points op til Top 4 og spil i Copa Libertadores 2014. Det ligner endnu en skuffende sæson for de røde fra Porto Alegre, og spørgsmålet er om Dunga ikke snart slipper tøjlerne i sin gamle klub for at prøve noget i Europa.

Se målene fra Internacional - Cruzeiro

Nilton alias Mister Dødbolde igen på tavlen for Cruzeiro (Lance) 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar