mandag den 23. september 2013

Målmandslegenden Ceni offer for egen medicin

Goiás nappede alle tre points, da "O Esmeraldino" (De Smaragdgrønne) havde besøg af formstærke São Paulo. Sejren på 1-0 kom først i hus kort før tid. Stopperen Rodrigo med fortid i netop São Paulo knaldede et frispark ind på den ene opstander, og bolden røg ind over stregen via målmandlegenden Rogério Ceni.

Rodrigo blev noteret for scoringen, men det lignede mere et selvmål af den 41-årige São Paulo-keeper omend det var et uheldigt et af slagsen. Det er svært at gøre noget, når bolden efter en tur på stolpen rammer en i ryggen. Rogério Ceni er selv en ekspert i at slå frispark, men denne gang blev han altså offer for egen medicin.

Goiás rykker med sejren op på 6. pladsen i Serie A, og oprykkerne har seks points op til den vigtige Top 4. São Paulo fik sidst første nederlag under mestertræneren Muricy Ramalho, og nedrykningsstregen er fortsat kun tre points væk.

Se målet fra Goiás - São Paulo

Rogério Ceni havde grund til ærgelse (Foto: O Globo)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar