søndag den 15. september 2013

Sød sejr til "appelsinerne" fra Fluminense

Fluminense tog et ordentligt spring i tabellen, da "O Tricolor" hjemme på Maracanã besejrede Portuguesa med 2-1.

Gæsterne kunne ellers gå til pausen oppe med et enkelt mål sat ind af den tidligere Olympiakos-spiller Diogo, men Fluminense  fik vendt opgøret i 2. halvleg. 

Topscorer Rafael Sóbis udlignede på straffespark, mens playmakeren Wágner satte sejrsmålet ind med et kvarter igen. 

Hjemmeholdet var til lejligheden klædt ud som appelsiner (Fluminenses træningsanlæg ligger i bydelen Laranjeiras, som betyder appelsiner..), og de farverige dragter kom altså pænt fra land. 

Fluminense rykker med sejren op på 9. pladsen i Serie A med 26 points for 21 kampe. Dermed har Vanderlei Luxemburgos tropper fire points ned til nedrykningsstregen, mens der er ni points op til Top 4. 

"O Tricolor" er stadigvæk uden den langtidsskadede Fred, men holdet ser ud til at klare sig fint uden den brasilianske landsholdsangriber.

For Portuguesa betyder nederlaget at man fortsat ligger under nedrykningsstregen. Der er dog ikke mere end to points op til en perlerække af klubber som Bahia, Vasco, Vitória og Criciúma.

Se målene fra Fluminense - Portuguesa

Lørdagens kampe, Serie A:
Cruzeiro -Atlético-PR  1-0
Fluminense - Portuguesa  2-1

Ingen kommentarer:

Send en kommentar