fredag den 22. marts 2013

Brasilien i flot test mod EM-sølvvinderen

Brasilien og Italien leverede en flot propaganda for fodbolden, da de to stormagter spillede 2-2 i torsdagens testkamp foran 29.700 betalende tilskuere på Stade de Genéve i Schweiz.

Brasserne var oppe med 2-0 ved pausen på mål af Fred og Oscar, men italienerne fik svaret godt igen lige efter pausen. Det var Daniele de Rossi og Mario Balotelli, som sørgede for det flotte comeback af EM-sølvvinderne.

Italien var det bedste hold og havde fortjent at vinde. "Gli azzurri" (De Blå) har under Cesare Prandelli fået et spændende landshold med Super-Mario, som den helt store solist. Det brasilianske landshold havde store problemer med at lukke ned for den italienske offensiv, og det var kun gode aktioner af keeper Júlio César, som holdt den italienske score nede på to.

Der var dog mange positive ting at hente set med brasilianske briller. Neymar virkede bedre indstillet rent taktisk, og den unge landsholdsangriber var med i begge de brasilianske mål. Medierne var ellers begyndt at skrive, at Neymar kun kunne levere mod svage modstandere, men han var flyvende denne torsdag i Geneve. Han søgte typisk ned i banen og var med til at give det brasilianske landshold fart.

Dande gjorde det også fint som makker til David Luíz. Bayern-spilleren var god til at læse spillet, og så giver hans opstil med venstrepoten også nogle gode muligheder for brasserne. Jeg tror, at Dande bliver makker til Thiago Silva i centerforsvaret, når der skal spilles Confederations Cup om små 3 måneder, og så må fodbolden Side-Show Bob enten op på midtbanen, indgå i et 3-mandsforsvar, alternativt se på fra bænken.

David Luíz var sammen med Dani Alves de svage punkter i brassernes bagerste linje, og træner Luís Felipe Scolari får en udfordring med at lukke hullerne omkring de to spillere, der kan så meget offensivt, men til gengæld svigter defensivt i flere tilfælde.

Midtbanen trænger også til et eftersyn. Fernando er en talentfuld spiller, men han mangler noget international erfaring på den defensive midtbane. Grêmio-spilleren blev mange gange sat skak-mat i spillet mellem Pirlo og de Rossi. Hernanes og Oscar gjorde det fint nok med lidt ekstra plusser til Oscar. Scolari har Ramires og Paulinho på ventelisten, og mon ikke en af disse får pladsen på bekostning af Hernanes.

Angrebet med Fred, Hulk og Fred er heller ikke helt toptunet. Hulk mangler en del for at slå til på dette niveau, men hans spark kan dog afgøre kampene. Fred slog endnu en gang til som målscorer for Brasilien, og han må have førertrøjen som brasilianske topangriber. Neymar var rigtig god, men hans potentiale er til endnu mere.

Brasilien skal igen i kamp den 25. marts, hvor det gælder Rusland på Stamford Bridge. Det er endnu en super modstander til brasserne i jagten på at finde de rette spillere til VM-turneringen til næste år. Det brasilianske landshold har i den grad savnet at blive testet mod de bedste for at komme helt op i tempo. Det kommer nu, så mon ikke man når at få banket rusten helt af inden det går løs med VM 2014 på eget græs?

Se målene fra Brasilien-Italien

Se højdepunkterne fra kampen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar