mandag den 23. september 2013

Cruzeiro viste mesterskabsstyrke mod Corinthians

Cruzeiro spillede en flot kamp, da "A Raposa" (Ræven) fik 0-0 med hjem fra mødet med verdensmestrene fra Corinthians. 

Førerholdet åbnede kampen med flere gode chancer, og Corinthians skal love godt for en storspillende Cássio i buret. Uden den lange keeper kunne Cruzeiro godt have scoret 2-3 mål i løbet af de første 45 minutter.

I 2. halvleg ændrede kampen lidt karakter. "O Timão" (Det Store Hold) kom mere med i spillet, men skarpheden manglede hos hjemmeholdet, som nu er uden sejr i de sidste seks kampe.

Træner Tite lod Alexandre Pato starte på bænken. Landsholdsspilleren kom på banen med 20 minutter igen, men heller ikke han kunne ændre tingenes tilstand på et hold, der virker til at have mistet sulten efter flere titler.

"Rævene" fik et fortjent point på Pacaembu, og mandskabet fra Belo Horizonte fik bevist, at de har det, som gør hold til mestre. Krise eller ej, det er ikke mange, som får Corinthians til at ligne statister, som tilfældet var i det meste af 1. halvleg.

Cruzeiro topper nu Serie A med otte points ned til Botafogo, mens Atlético-PR og Grêmio er distanceret med hhv. 9 og 11 points. Corinthians ligger nede som nummer 11 med 8 points op den Top 4, som belønnes med en plads i Copa Libertadores 2014.

Se højdepunkterne fra Corinthians - Cruzeiro

Ingen kommentarer:

Send en kommentar