fredag den 6. september 2013

Talenter træder i karakter i Vasco

Vasco da Gamas unge drenge stjal scenen, da "O Cruz-Maltino" på fremmed græs besejrede bundproppen Náutico med hele 3-0.

Gæsterne fik først gang i målscoringen efter pausen. Den 20-årige Willie viste prøver på sin fine teknik, da lejesvenden fra Vitória bare to minutter inde i 2. halvleg elegant chippede bolden over Gideão i hjemmeholdets bur til 1-0.

21-årige Marlone øgede til 2-0 efter seks minutters spil efter et fint indlæg af Willie, og den rødblonde angriber slog til med sin anden scoring i overtiden. Her var det Dakson, som fungerede som fodermester.

Vasco tager med sejren et vigtig skridt væk fra nedrykningsstregen. Holdet fra Rio ligger nu på en 10. plads med fire points ned til den kedelige streg. Det begynder også at se pænt ud på banen, hvor spillere som Willie og Marlone virkeligt træder i karakter.

Jeg har især store forventninger til Willie efter at have set ham live i sidste uge. Sikken et "touch" på bolden og sikke nogle driblefærdigheder. Vasco skal betale Vitória 5-6 mio. kr. for at veksle en lejeaftale til en permanent aftale. Mon ikke Rio-klubben falder til patten...

Det ser til gengæld sort ud for Náutico, der ligger isoleret i bunden med nu 11 points op til den rigtige side af nedrykningsstregen. Træneren Jorginho blev fyret efter matchen. Han fik blot 20 dage i klubben fra Recife med seks nederlag og bare én sejr til følge. 

Se målene fra Náutico - Vasco da Gama

Talenterne Marlone og Willie har masser at fejre (O Globo) 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar