søndag den 15. september 2013

Syvende sejr i træk til duksene fra Cruzeiro

Topholdet Cruzeiro vandt sin syvende kamp i træk, da "A Raposa" (Ræven) hjemme på Mineirão besejrede ligeledes formstærke Atlético-PR med 1-0.

Det afgørende mål faldt 35 minutter inde i 1. halvleg, da Nilton satte venstrefoden på et hjørnespark fra Willian. Cruzeiro burde et par minutter senere have været noteret for et mål mere sat ind af Ricardo Goulart, men kampens linjevogter hev fejlagtigt kæppen op og markerede for offside.

Sejren til Cruzeiro var fortjent nok. Udover det annullerede mål havde hjemmeholdet i 2. halvleg også et forsøg på træværket, og igen var det Ricardo Goulart, som blev snydt for en scoring.

Cruzeiro har nu et forspring på hele syv ned til de nærmeste forfølgere fra Botafogo. Clarence Seedorf & Co. kan dog hale tre points ind, når de i dag skal en tur til Vila Belmiro, hvor Santos venter.

Atlético-PR holder trods nederlaget 4. pladsen i Serie A. Internacional og Corinthians kan med en sejr i dag dog komme til at puste holdet fra Curitiba kraftigt i nakken i kampen om Top 4-placeringerne.

Se "målene" fra Cruzeiro - Atlético-PR

Ingen kommentarer:

Send en kommentar