mandag den 9. september 2013

Cruzeiro ligner en favorit til mesterskabet i Brasilien

Cruzeiro bankede endnu en sejr ind på kontoen, da "A Raposa" (Ræven) hjemme på Mineirão besejrede Flamengo med 1-0. Ricardo Goulart sørgede for kampens eneste mål, da han otte minutter inde i 2. halvleg efter lidt fumlerier fik sat et indlæg fra Mayke ind bag reservemålmanden Paulo Victor.

Sejren var ud fra spil og chancer helt fortjent. Cruzeiro dominerede kampen fra start til slut og fik desuden testet træværket to gange. Hjemmeholdet har i den første turneringshalvleg været det klart mest scorende hold, men denne søndag manglede Borges, Éverton Ribeiro og William lige den afgørende præcision.

Cruzeiro topper Serie A med fire points ned til nærmeste forfølger. Vi er nu halvvejs gennem turneringen og holdet fra Belo Horizonte må være favoritter til at tage titlen. Truppen er stærk, og holdet spiller en aggressiv form for fodbold, som er svær at dæmme op for. 

Det hjælper også på favoritværdigheden, at "A Raposa" har oparbejdet et solidt forspring til hovedkonkurrenter som Grêmio, Corinthians og Internacional. Jeg tror ikke på, at Botafogo og Atlético-PR trods den nuværende placering i Top 4 kan holde på den lange bane. Hertil er trupperne simpelthen for tynde. 

For Flamengo gælder det kampen om at undgå nedrykning. Mano Menezes' tropper ligger nede som nummer 15 med kun tre points ned til den kedelige streg. Det er især offensiven, som har svigtet med kun 19 mål i 19 kampe. Det gør Flamengo til det femtemindst scorende hold i Serie A.

Se målet fra Cruzeiro - Flamengo

Ricardo Goulart (i blåt) sikrer sit hold en vigtig sejr (Foto: Lance)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar