lørdag den 21. september 2013

Avaí kunne mere end at træde vande

Avaí rykkede en tand tættere på oprykningszonen, da holdet fra Florianópolis på fremmed græs besejrede Top 4-mandskabet Joinville med 2-1. 

Hjemmeholdet fik ellers en lovende start med et tidligt straffespark, men topscorer Lima brændte den store chance ved at sende bolden på træværket. 

I stedet kunne venstre backen Hérades bringe Avaí foran seks minutter før pausen, og da kampbanen i 2. halvleg blev omdannet til et rent vandbassin beviste gæsterne, at de kunne mere end at træde vande. 

Beto fordoblede nemlig føringen 11 minutter inde i 2. halvleg på et rent mønsterangreb. Den største vandpyt midt på banen blev intelligent overspillet med et bandespil i luften, og Avaí-angriberen kunne efter et par riposter sende Hérades' indlæg i nettet.

Indskiftede Liguera fik reduceret i kampens overtid, men da var løbet kørt. Avaí napper de tre points, rykker op på 7. pladsen i Serie B med fire points op til Joinville, som stadigvæk holder sin plads i Top 4.

Icasa kan også begynde at skimte oprykningspladserne efter fredagens 5-2 sejr over ASA. Anfører Tadeu førte an med to mål, mens den 39-årige Geraldo også fik listet sig på måltavlen mod et ASA-hold, som viste håbløst forsvarsspil. 

Icasa ligger nu 5'er i tabellen med tre points op til de fire oprykningspladser, mens ASA fortsat har kurs mod spil i landets tredjebedste række.

Se målene fra Joinville - Avaí

Fredagens kampe, Serie B:
Icasa - ASA  5-2
Joinville - Avaí  1-2
Oeste - América-MG  1-1
São Caetano - Bragantino  0-1

Ingen kommentarer:

Send en kommentar