onsdag den 4. september 2013

Tyksakken Walter hælder fortsat mål ind

Goiás-angriberen Walter har store problemer med at holde vægten nede, men trods de ekstra kilo på sidebenene forstår "O Gordinho" (Den Lille Tykke) fortsat at holde målscoringen oppe i Serie A.

I tirsdagens kamp blev det til to mål fra Walters side i sejren på 2-0 over Grêmio. Gæsterne kom ellers til Serra Dourada med fem sejre i træk, men en gave af Dida efter et kvarters spil fik sat Goiás i gang. Den tidligere landsholdskeeper spillede simpelthen bolden i skoene på Walter, der ikke sagde net tak til det store tilbud.

Den anden scoring kom midt i 2. halvleg. Tyk eller ej, Walter løb simpelthen fra Grêmio-defensiven for til sidst at sparke bolden i det lange hjørne uden chance for Dida. Det var Walters ottende scoring i rækken i denne sæson, og det bringer ham op på 3. pladsen på topscorerlisten.

Goiás er nu uden nederlag i de sidste seks kampe, og holdet fra Goiânia avancerer til 6. pladsen i ligaen. Grêmio holder ind til videre 2. pladsen, men den får nok ben at gå på, når denne 18. spillerunde spilles færdig onsdag og torsdag.

Se målene fra Goiás - Grêmio

Tunge Walter er flyvende for Goiás

Tirsdagens kampe, Serie A:
Goiás - Grêmio  2-0
Náutico - São Paulo  0-1 (udsat fra 10. runde)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar