fredag den 27. september 2013

Luís Fabiano banker mål nummer 100 ind på Morumbi

São Paulo får svært ved at kvalificere sig til kvartfinalen i dette års Copa Sul-Americana efter at "O Tricolor" hjemme på Morumbi kun spillede 1-1 med gæsterne fra Universidad Católica.

De forsvarende mestre begyndte kampen bedst foran de 12.342 betalende tilskuere, og belønningen kom efter 17 minutter, da Luis Fabiano kanonerede bolden op i nettaget. Dermed kunne den gamle landsholdsbomber fejre sit mål nummer 100 på det store stadion i São Paulo.

Hjemmeholdet pressede på for endnu en scoring, men det sidste skarphed manglede. I stedet kunne Universidad Católica slå til kort før pausen, da Castillo efter lidt fumlerier fik sendt bolden ind bag målmandslegenden Rogério Ceni. 

I 2. halvleg var chancerne mere ligeligt fordelt, men det blev ved de 1-1 fra den første halvleg. Resultatet betyder, at São Paulo skal vinde returkampen i Santiago den 23. oktober for at løse billet til kvartfinalen. Alternativet hedder en remis a la 2-2, hvor antallet af udebanemål bliver afgørende.

Bahia var også i aktion denne torsdag i Copa Sul-Americana, hvor holdet fra Salvador i Medellín måtte indkassere et 1-0 nederlag til de colombianske mestre fra Nacional. Diones var uheldig at score i eget net efter 11 minutters spil.

"O Tricolor", som ikke har spillet med i en international turnering i 23 år, har mulighed for at rette op på tingene, når der er returmøde på Arena Fonte Nova den 24. oktober. Det kræver dog en sejr på mindst 2-0.

Se målene fra São Paulo - Universidad Católica

Copa Sul-Americana, 1/8-finalen, 1. kamp:
Nacional de Medellín (COL) - Bahia  1-0
São Paulo - Universidad Católica  (CHI) 1-1

Ingen kommentarer:

Send en kommentar