torsdag den 31. oktober 2013

Robinho var kaninen i Scolaris landsholdshat

Den brasilianske landstræner Luís Felipe Scolari har udtaget truppen til november måneds testkampe mod Honduras og Chile. Felipão havde et par kaniner i hatten i form af Robinho og Willian. Milan-spilleren har ikke været udtaget til landsholdet siden 2011, og Chelsea-nyerhvervelsen med mikrofonhåret har heller været i den gul-grønne trøje i et par år.

Felipão har til gengæld fravalgt Alexandre Pato, som er under et kæmpe pres hjemme i Corinthians efter at have brændt et straffespark i pokalkvartfinalen mod Grêmio. Hvirvelvinden Lucas Moura er også "disset" efter nogle blodfattige indsatser på landsholdet og problemer med spilletid på klubholdet i Paris. Scolari har også valgt lidt ungt blod i forsvaret i form af Marquinhos fra PSG. Den 19-årige stopper træder ind i stedet for Dedé, som ganske vist scorede i den sidste landskamp, men den store Cruzeiro-krumtap har i den hjemlige liga har haft store problemer med sit opspil. 

Landstræneren har kigget meget mod sin gamle klub Chelsea, som har fået 4 spillere udtaget, mens nyrige PSG følger efter med 3 spillere i truppen. Den brasilianske liga er i gang med den afgørende fase, og det er kun Victor og Jô, som skal med i flyet nordpå. Begge repræsenterer Atlético-MG, som vandt årets Copa Libertadores-titel, og som nu bare arbejder frem mod VM for klubhold i december måned.

Brasilien lægger ud mod Honduras den 16. november i Miami, og den 19. november er der sydamerikansk derby i Toronto. Der ligger endnu en testkamp mod Sydafrika i Johannesburg i starten af næste år, og herefter skal Scolari og hans tro væbner Carlos Alberto Parreira have de 23 navne klar, som skal vinde VM til værterne fra Brasilien i juni-juli måned 2014.

Truppen til testkampene mod Honduras og Chile:

Målmand: Júlio César (QPR), Victor (Atlético-MG)

Forsvar: Daniel Alves (Barcelona), Marcelo (Real Madrid), Maicon (Roma), Maxwell (PSG), Thiago Silva (PSG), Dante (Bayern Munchen), David Luíz (Chelsea) og Marquinhos (PSG)

Midtbane: Lucas Leiva (Liverpool) Paulinho (Tottenham), Luíz Gustavo (Wolfsburg), Hernanes (Lazio) Ramires (Chelsea), Oscar (Chelsea) og Willian (Chelsea)

Angreb: Neymar (Barcelona), Jô (Atlético-MG), Bernard (Shakhtar), Hulk (Zenit) og Robinho (Milan)

Robinho gør comeback på det brasilianske landshold (Lance)

Robinho brillerer i gult med "Du går derover, så smutter jeg herhen"-finten

Ingen kommentarer:

Send en kommentar