lørdag den 12. oktober 2013

Neymar fejrer "Børnenes dag" med en enkelt scoring

I Brasilien fejrer man den 12. oktober "Dia das Crianças" (Børnenes dag), og det var da også ungdommen som slog til, da "A Seleção" besejrede Sydkorea med 2-0 foran små 66.000 tilskuere på World Cup Stadium i Seoul.

21-årige Neymar åbnede scoringen direkte på frispark lige før pausen, mens det var den et år ældre Oscar, som fordoblede føringen 2-0 i starten af 2. halvleg efter en drømmeaflevering fra Paulinho. 

Sydkorea var en god test for brasserne med deres tætte markeringer og mange frispark, men Luís Felipe Scolaris tropper holdt hovedet koldt og defensiven tæt, og til sidst kom resultatet så i hus.

Landstræner Scolari havde valgt en startopstilling, som mindede om den, som vandt Confederations Cup i slutningen af juni måned, dvs. med Oscar og Hulk inde på bekostning af bl.a. Ramires og Bernard. 

Selvom man manglede de skadede Júlio César, Thiago Silva og Fred, så virkede formationen solid. Det gjorde den også efter pausen, hvor Ramires kom ind for at dække højresiden i stedet for Hulk. 

TV-stationen O Globo spurgte i den forbindelse, hvem TV-seerne fortrak på højrekanten, og det blev lidt overraskelse Hulk, som vandt den afstemning.

Brasilien fortsætter turneen i Asien, hvor Neymar & Co. på tirsdag møder Zambia i Beijing. Scolari forventer at skifte ud på op til tre pladser til opgøret i Kina.

Brasiliens opstilling (4-3-3):

Jefferson;
Daniel Alves, David Luíz, Dante og Marcelo (Maxwell);
Luíz Gustavo (Lucas Leiva); Paulinho (Hernanes) og Oscar (Bernard);
Hulk (Ramires), Jõ og Neymar


Se målene fra Sydkorea - Brasilien 

Neymar fejrer "Børnenes dag" med en enkelt scoring (O Globo)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar