fredag den 18. oktober 2013

Vasco rutcher mod afgrunden

Nedrykningsspøgelset rasler for alvor med kæderne i den gamle storklub Vasco da Gama efter at "O Cruz-Maltino" tabte med 2-0 til Goiás i torsdagens møde på Moacyrzão i Macaé. 

"O Esmeraldino" (De Smaradgrønne) bragte sig foran efter 36 minutter på mål af Rodrigo, mens Hugo lukkede kampen 22 minutter inde i 2. halvleg efter flot oplæg af den trinde topscorer Walter og Wellington Júnior. 

Det var ikke meget, der fungerede for hjemmeholdet denne torsdag, og holdets absolutte stjerne Juninho Pernambucano havde da også bedemandsminen på, da han lod sig udskifte midt i 2. halvleg. Den rutinerede frisparkskonge virker ude af form, og det samme gælder hans holdkammerater.

Goiás rykker med sejren op på 6. pladsen i Serie A, og oprykkerne har nu 6 points op til den Top 4, som udløser en plads i Copa Libertadores 2014. Vasco ligger nede som tredjesidst med 2 points op til nedrykningsstregen, og formkurven pegermere og mere i retning af Serie B.

Se målene fra Vasco da Gama - Goiás

Torsdagens kampe, Serie A:
Vasco da Gama - Goiás  0-2
Vitória - Botafogo  1-0

Ingen kommentarer:

Send en kommentar