mandag den 14. oktober 2013

Botafogo får bugt med ond ånd

Botafogo fik langt om længe bugt med en ond ånd, da "O Fogão" hjemme på Maracanã besejrede Flamengo med 2-1. De zebrastribede havde ikke slået "O Rubro-Negro" i den nationale Serie A siden 2000, men efter 13 års venten lykkedes det endeligt igen at få skovlen under de rødsorte ærkerivaler. 

Det lignede ellers 'same procedure as every year", da "Kongen af det nye Maracanã" Hernane satte bolden ind bag Renan efter et lille kvarters spil. Flamengo-angriberen har fået den flotte titel hæftet på sig eftersom han er den spiller, som har nettet flest gange på det flotte stadion efter det blev genåbnet i 2013.

"O Fogão" lod sig imidlertid ikke slå ud af denne modgang. Den unge Gegê udlignede til 1-1 kort for pausen efter oplæg af Clarence Seedorf, og topscorer Rafael Marques styrede sejrsmålet til 2-1 ind, da der var spillet godt et kvarter af 2. halvleg af dette underholdende Rio-derby. 

Det var i øvrigt den 19-årige Gegê, som stod fadder til den afgørende scoring. Midtbanespilleren er på vej mod et lille gennembrud på seniorplan. De sidste to kampe har nu budt på to mål og en assist, så der er nu en masse selvtillid at bygge videre på for det unge talent.

Botafogo generobrer med sejren 2. pladsen i Serie A med 10 points op til duksene fra Cruzeiro. Det bliver med 10 runder igen mere end svært at hente mesterskabet. Det ser mere lovende ud mht. kvalifikation til Copa Libertadores 2014, hvor Seedorf & Co. nu har 10 points at tære på.

Flamengo tilbringer en mere trist tilværelse på 10. pladsen med 11 points op til den Top 4, som giver en plads i næste års Libertadores, og 5 points ned til den streg, som udløser en billet til Serie B. Målsætningen for de rød-sorte må nu være at holde distance til nedrykningsspillet, og så satse på kvalifikation til Libertadores over pokalturneringen.

Se målene fra Botafogo - Flamengo

Ingen kommentarer:

Send en kommentar