fredag den 1. november 2013

NextGen-brasserne knækket af ond ånd

Same procedure as always... Mexico har virkeligt krammet på Brasilien i ungdomsregi. I 2005 besejrede mexicanerne de gul-grønne i finalen om U17-mesterskabet, det samme gjaldt ved OL-finalen i London 2012, og sørme om ikke mexicanerne gentog bedriften ved dette års U17-VM. I denne omgang skulle vi dog igennem en straffesparkskonkurrence for at skille de to parter fra hinanden.

Den ordinære spilletid endte 1-1. Mexicanerne var fantastisk dygtige til at lukke den brasilianske angrebsmaskine ned for så at leve på kontra. Opskriften var ved at give fuld bonus, da Ochoa med 10 minutter igen bragte mexicanerne foran efter en frisparkskombination.

Scoringen fik brasserne til at hæve tempoet, og Nathan, der ellers have leveret en spag indsats, sørgede for udligningen med bare 5 minutter igen. Måske var det uafgjorte resultat ikke helt retvisende. Brasilien var i teten i det meste af kampen og vandt skudstatistikken med 11-4, men nogle gange bliver en god defensiv også belønnet, og heldigvis for det.

Det hele skulle derfor afgøres fra 11-meterpletten og her trak mexicanerne det længste strå. Alle spillere kom igennem møllen en enkelt omgang, og vi fik først afgørelsen, da Mosquito ved stillingen 10-10 brændte sit andet forsøg. Derefter kunne Alejandro Diaz afgøre potten, og angriberen svigtede ikke sine holdkammerater. 11-10 til Mexico, som enten får Argentina eller Elfensbenskysten i semifinalen.

Brasilien kan dog rejse hjem med oprejst pande. De leverede en flot slutrunde, hvor man bare manglede prikken over i'et. Talentmassen er til stede, og det bliver spændende at følge spillere som Nathan, Mosquito, Boschilia, Danilo, Auro og Adnan fremover. Næste mål for årgangen må være at kvalificere sig til VM for U20-mandskaber i 2015. Og jeg glæder mig såmen allerede til at se dem i aktion igen.

Se målene fra Brasilien-Mexico samt straffesparkskonkurrencen

Mexico er bare Brasiliens onde ånd (Foto: O Globo)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar