torsdag den 31. oktober 2013

São Paulo-stopper fra helt til skurk og så til helt igen

Det holdt hårdt, men São Paulo fik til allersidst hevet en 3-2 sejr i hus i det første kvartfinalemøde med Nacional de Medellín i Copa Sulamericana.

Morumbi lagde græs til opgøret, og de 23.441 betalende tilskuere blev vidner til en underholdende affære. Jádson åbnede scoringen på en drømmetræffer efter 13 minutters spil, men Uriba fik med 6 minutter til pausen udlignet efter en foræring af den unge stopper Rodrigo Caio, der simpelthen tabte bolden i eget målfelt.

Stopperenkollegaen Antônio Carlos headede São Paulo foran 27 minutter inde i 2. halvleg, men bare 6 minutter efter banede en fejl af selvsamme forsvarer vejen for Nacionals udligning. Der var Duque, som strøg igennem på Carlos' kiksede clearing, og angriberen var sikker i duellen med målmandslegenden Rogério Ceni.

Antônio Carlos fik dog gjort skaden nogenlunde god igen, da han i overtiden sørgede for at de forsvarende mestre fra São Paulo i næste uge kan tage til Medellín med et enkelt måls forspring i bagagen. Igen var det et hjørnespark, som var udgangspunktet for at stopperen kunne komme til fadet.


Se målene fra São Paulo - Nacional de Medellín

Antônio Carlos havde en omskiftelig dag på kontoret (Foto: Globo)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar