mandag den 21. oktober 2013

Barcelona-flop nærmest genfødt i Coritiba

Husker du Keirrison? Den unge angriber, som blev et kæmpe flop i Barcelona efter at han kom til klubben i 2009? Keirrison havde ellers skovlet kasser ind for Coritiba og Palmeiras, men karrieren blev sat på standby i Spanien på grund af manglende form, men også som følge af imponerende mange skader, som har truet angriberens karriere.

Nu er der endeligt lidt positivt nyt om Barcelona-floppet. Keirrison blev nemlig matchvinder, da nedrykningstruede Coritiba hjemme på Couto Pereira besejrede mesterskabsfavoritterne fra Cruzeiro med 2-1. Angriberen slog til med den afgørende scoring, da han med godt et kvarter igen headede Carlinhos' præcise indlæg i nettet.

Det var Keirrisons første scoring i over 2 år, og den nu 24-årige angriber kunne ikke holde følelserne tilbage efter det vigtige mål. Han smed trøjen, spurtede ud til fansene, der jublede sammen med den tårevældede forward. Det var en forløsning for alle, som var til stede på det grønne stadion i byen Curitiba. Carlinhos stod ud over oplægget til sejrsmålet også for hjemmeholdets første scoring, mens Dagoberto sørgede for Cruzeiros enlige træffer, sat ind på straffespark.

Cruzeiro styrer trods nederlaget stadigt sikkert mod det brasilianske mesterskab. Der resterer nu 8 runder, og "A Raposa" (Ræven) har 9 points ned til de nærmeste forfølgere fra Grêmio. Coritiba rykker op på 14. pladsen med 4 points ned til nedrykningsstregen, og Keirrison kan for første gang i umindelige tider se sit navn figurerer på en topscorerliste. 


Se målene fra Coritiba - Cruzeiro

Glad? Nogle gange dækker ordene bare ikke (Foto: O Globo)

Søndagens kampe, Serie A:
Atlético-MG - Flamengo  1-0
Bahia - São Paulo  0-1
Botafogo - Vasco da Gama  2-2
Coritiba - Cruzeiro  2-1
Goiás - Atlético-PR  3-0
Internacional - Grêmio  2-2
Portuguesa - Vitória  1-1

Ingen kommentarer:

Send en kommentar