mandag den 14. oktober 2013

Tilskuervolden stjal billedet i tæt São Paulo-derby

São Paulo og verdensmestrene fra Corinthians leverede et intenst og dramatisk derby foran hele 50.282 betalende tilskuere på Morumbi. Der var masser af chancer i begge ender, men træfsikkerheden svigtede denne søndag eftermiddag,

Målmandslegenden Rogério Ceni havde kampens største tilbud, men den nu 40-årige keeper missede i slutminutter et straffespark for São Paulo. Det er fjerde gang i år, at Rogério Ceni brænder et straffespark, og dermed sætter manden med de 112 scoringer en personlig negativ rekord i en ellers lang og gloværdig karriere.

Det var ikke kun på banen, at der blev gået til stålet. Det kom desværre også til voldsomme sammenstød på tilskuerpladserne, hvor militærpolitiet måtte have kniplerne i brug for at holde en gruppe São Paulo-holigans fra at forcere afsnittet med de gæstende Corinthians-fans. 

Dermed er vi siden august oppe på en håndfuld sager med voldsomme tilskueruroligheder i landets bedste fodboldrække. Hovedstaden Brasília har lagt græs til et par hårde sammenstød i forbindelse med kampene Flamengo-São Paulo og Vasco da Gama-Corinthians, og der var nærmest borgerkrig i Atlético-PR-lejren i sidste uges lokalopgør mod Coritiba, hvor politiet også måtte svinge kniplerne.

Denne søndag gik det udover i São Paulo også galt i Belo Horizonte, hvor 30 personer blev arresteret i forbindelse med derbyet mellem Atlético-MG og Cruzeiro. Volden på tribunerne er et kæmpe problem i Brasilien, og der mangler tilsyneladende politisk vilje til at gøre noget ved sagerne.

Hvis vi skal tilbage til fodbolden, - og det skal vi jo - så betyder 0-0 resultatet på Morumbi, at São Paulo kravler op på 15. pladsen i tabellen. Nedrykningsfaren for Rogério Ceni & Co. er stadigvæk overhængende med bare 2 points ned til den kritiske streg. Corinthians ligger midt i tabellen som nummer 11 med 11 points op til Top 4 og 5 points ned til nedrykningsstregen.

Det har i det hele taget været et elendigt år for fodbolden i den store stat syd for Rio de Janeiro. Santos ligger som den bedst placerede klub på en 9. plads, og den bedste indsats finder vi nede i Serie B, hvor storklubben Palmeiras på overlegen facon er ved at generobre en plads i landets elite.

Se Rogério Cenis forsøg fra pletten

Politiet havde nok at lave på Morumbi i São Paulo

Ingen kommentarer:

Send en kommentar