tirsdag den 22. oktober 2013

Kayke & Co. snydt i overtiden

Paraná Clube med den tidligere AaB'er Kayke på banen i en times tid missede 2 vigtige points i oprykningskampen i Serie B, da det hjemme i Curitiba kun blev til 1-1 mod dumpekandidaterne fra Atlético-GO.

Luisinho, der havde afløst Kayke på banen, bragte hjemmeholdet foran med godt et kvarter igen efter en indledende bande med den ene opstander, men dybt inde i kampens overtid svigtede koncentrationen i Paraná bagerste rækker, og Jorginho kunne prikke udligningen ind.

Paraná rykker med det ene point op over oprykningsstregen, men Avaí og tre andre klubber puster "O Tricolor da Vila Capenema" kraftigt i nakken. Atlético-GO daler trods det ene point en enkelt placering, da Paysandu på neutral grund besejrede ABC med 1-0. "O Dragão" (Dragen) har 4 points op til redningen, mens Paysandu mangler 3 points i det regnskab.

Rækken nummer 2 fra Chapecoense var også i aktion denne tirsdag, og det blev til et enkelt point via 1-1 i hjemmekampen mod Figueirense. Klubben var uden sin suveræne topscorer Bruno Rangel, som har nettet 27 gange i nu 31 runder, og i hans fravær måtte Rodrigo Gral tage over som målscorer. Figueirenses topscorer Rafael Costa sørgede imidlertid for at gæsterne fik et point med hjem til Florianópolis.

Chapecoense ligger lunt til i svinget mht. oprykning til Serie A. Holdet fra Chapecó har med 7 runder igen 9 points at tære på. Palmeiras er på 1. pladsen et mulehår fra at sikre sig en plads i landets elite. "O Verdão" (De Grønne) har en buffer på 18 points i det spil, og arter resultaterne sig, kan storklubben allerede i weekenden lade champagneflaskerne poppe. 

Se målene fra Paraná - Atlético-GO

Kayke i Aab-trøjen (Foto: TV2 Nord)

Tirsdagens kampe, Serie B:
Chapecoense - Figueirense  1-1
Paraná - Atlético-GO  1-1
Paysandu - ABC  1-0

Ingen kommentarer:

Send en kommentar