søndag den 13. oktober 2013

Chapecoense vandt nøglekamp i Serie B

Chapecoense ligner mere og mere en oprykker til Serie A efter at klubben fra byen Chapecó i staten Santa Catarina på fremmed græs besejrede konkurrenterne og lokalrivalerne fra Avaí med 2-1.

Angriberen Thiago Luís gav gæsterne en ønskestart med en scoring efter bare 3 minutters spil. Cléber Santanta fik udlignet lige inden pausen, men Fabinho Gaúcho afgjorde matchen 10 minutter inde i 2. halvleg foran 17.108 tilskuere på Ressacada i Florianópolis.

Chapecoense ligger fortsat 2'er i Serie B, og "O Verdão" har nu et forspring på 10 points ned til den 5. plads, som netop ikke giver oprykning til landets elite. Chapecoense har desuden en kamp til gode i forhold til de øvrige hold, så det ser mere end positivt ud for klubben, som spillede i Serie C så sent som i sidste sæson.

Avaí mister med nederlaget sin 3. plads til Sport Recife, men holdet holder sig stadigvæk på den rigtige side af oprykningsstregen, dog stærkt forfulgt af klubber som Paraná, Ceará, Icasa og América-MG. Palmeiras er stukket af i toppen, og det er bare et spørgsmål om tid inden at São Paulo-klubben kan lade champagnepropperne springe.

I bunden er ASA så godt som fortabt. Det ser heller ikke for godt ud for Rivaldos São Caetano, mens Paysandu og Atlético-GO fortsat har snor i holdene op over nedrykningsstregen.

Se målene fra Avaí - Chapecoense

Lørdagens kampe, Serie B;
América-RN - Atlético-GO  2-1
Avaí - Chapecoense  1-2
Bragantino - ASA  2-0
Ceará - Paraná  1-1
Oeste - Sport Recife  0-3
São Caetano - Figueirense  0-2

Ingen kommentarer:

Send en kommentar