torsdag den 3. oktober 2013

Verdensmestrene bryder ond-ond stime

Corinthians fik langt om længe igen smagt sejrens sødme, da verdensmestrene på neutral grund i Mogi Mirim besejrede Bahia med 2-0.

"O Timão" (Det Store Hold) afgjorde matchen i løbet af 1. halvleg, og begge mål var resultatet af et hjørnespark slået af Emerson Sheik. Den peruvianske landsholdsangriber Paulo Guerrero var første mand på pletten efter 20 minutters spil, mens debutanten Cleber fordoblede føringen med 5 minutter til pause.

Corinthians var ellers inde i en negativ spiral med otte kampe i træk uden sejr, og succestræneren Tite skulle i følge brasiliansk presse overtales til at fortsætte sit arbejde i klubben efter søndagens 0-4 massakre mod Portuguesa. 

"O Timão" rykker med sejren op på 9. pladsen i Serie A med 7 points op til den Top 4, som nu må være klubbens mål efter en skuffende sæson. Bahia daler til 13. pladsen med 9 points op til Copa Libertadores-kvalifikation og 7 points ned til nedrykningsræset.

Se målene fra Corinthians - Bahia

Ingen kommentarer:

Send en kommentar