tirsdag den 29. oktober 2013

NextGen-brassere sender europamestrene ud af U17 VM

De brasilianske talenter er videre til kvartfinalen ved FIFA U17 World Cup efter mandagens 3-1 sejr over Rusland. Det blev som ventet en svær kamp for Alexandre Gallos tropper mod et godt indstillet russisk mandskab. De gul-grønne havde dog klart de fleste og største chancer, men meget prellede af på en storspillende Mitryushkin i europamestrenes bur.

Forløsningen kom med godt et kvarter igen af kampen. Backen Auro accelererede på sin højre kant, og Mosquito udnyttede indlægget til at bringe brasserne foran. Russerne havde et par minutter forinden fået udvist Barinov, og det stækkede holdets muligheder for et reelt comeback.

Boschilia kunne med 10 minutter igen af matchen øge til 2-0. Makarov fik pustet lidt liv i de russiske forhåbninger om en straffesparkskonkurrence med sin reducering i overtiden, men Boschilia fik på det næste angreb lukket og slukket for matchen med sit andet mål.

En helt fortjent sejr til Brasilien, der i næste runde skal op mod de forsvarende verdensmestre fra Mexico. Mexicanerne fik en chokstart i turneringen med et 6-1 nederlag til Nigeria, men siden er skuden kommet på ret kurs med tre sejre i træk. Kvartfinalen spilles fredag kl. 17.00, og den kan ses live på Eurosport.

Se målene fra Brasilien - Rusland

Tomålsskytten Boschilia i action mod Mexico (Foto: O Globo) 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar