torsdag den 17. oktober 2013

Orkandrengene vandt slåskampen over navnebrødrene

Oprykkerne fra Atlético-PR tog endnu et step mod en overraskende kvalificering til næse års Copa Libertadores, da "O Furacão" (Orkanen) hjemme på Durival de Britto i Curitiba besejrede navnebrødrene fra Minas Gerais (MG).

Indskiftede Roger afgjorde affæren med godt 5 minutter igen, da han efter en bande med rutinerede Paulo Baier brød igennem gæsternes forsvarslinje, og reserven svigtede ikke i den direkte duel med keeperen Giovanni. 

Kampen var udover en elendig bane og et elendigt vejr også præget af en ond stemning mellem de to mandskaber. Der blev lavet svinestreger på livet løs, og de hårde dueller kunne sagtens have koste flere udvisninger end de to, som ramte gæsternes Alecsandro og Marcos Rocha.

Atlético-PR rykker med sejren op på en midlertidig 3. plads i Serie A med 11 points op til mesterskabsfavoritterne fra Cruzeiro. Orkan-drengene kan imidlertid glæde sig over, at man nu har en buffer på hele 10 points i kampen om de fire pladser i Copa Libertadores 2014. Det sætter man ikke over styr med 9 kampe igen.

Atlético-MG vandt jo Sydamerikas fornemste klubturnering sidste år og det giver automatisk kvalifikation til næste års turnering. I den hjemlige turnering ligger "O Galo" (Hanen) på en tilforladelig 5. plads, og træner Cuca og hans mandskab kan bruge de sidste kampe som forberedelse til VM for klubhold, som spilles i december måned.

Se målet fra Atlético-PR - Atlético-MG

Ingen kommentarer:

Send en kommentar