søndag den 6. oktober 2013

Tæt på stadiontragedie i Brasilien

Mødet mellem ABC og Palmeiras i Serie B fik en tumultagtig optakt, da opgøret måtte udsættes i 35 minutter pga. den store publikumstilstrømning til Estádio Frasqueirão. Det intime stadion i Natal er slet ikke bygget til en sådan belastning, og der udspillede sig scener, som mindede om indledningen til en af de store stadiontragedier. Det kunne være gået rigtig galt, hvis der var opstået lidt mere panik blandt publikum.

Nu lykkedes det for arrangørerne og politiet at redde situationen ved at smække portene i, selvom der stod folk uden for stadion med en gyldig billet i hånden, samt at lade tilskuere komme ind på banen ved at forcere det høje hegn. Det sidste var nødvendigt for at ingen skulle blive mast i masserne. Da matchen endelig kom igang kunne de 15.636 tilskuere ånde lettet op og nyde forestillingen mellem to klubber, som kæmper en kamp i hver sin ende af tabellen.

Det blev hjemmeholdet fra ABC, som trak det længste strå denne lørdag. Holdet fra Natal besejrede Palmeiras 3-2 efter en affære, hvor de to mandskaber skiftedes til at have teten. Gilmar bragte værter foran efter bare 7 minutters spil, men Alan Kardec og Vilson fik vendt kampen inden for en god halv time.

ABC kom op på 2-2 lige inden pausen på et straffesparksmål af Rodrigo Silva, og midt i 2. halvleg afgjorde Lino kampen med sin scoring til 3-2. Palmeiras sværmede til sidst om værternes mål for at sikre sig en fortjent remis, men heldet var ikke med topholdet denne gang.

Palmeiras fører trods nederlaget fortsat Serie B med 59 points for 27 kampe. Chapecoense følger efter på 2. pladsen med 52 points for en kamp færre. De sidste to oprykningspladser indehaves af Sport Recife og Paraná, men de åndes kraftigt i nakken af Avaí.

ABC avancerer i tabellen og efterlader Atlético-GO, América-RN, São Caetano og ASA under nedrykningsstregen. Det glæder de sig over i Natal, men det vigtigste resultat bestod i at man fik afværget en truende stadiontragedie på Frasqueirão.

Tilskuere måtte kravle op over hegnet for at undgå at blive mast

Vi var tæt på total panik på Frasqueirão i Natal (Foto: O Globo)

Se målene fra ABC - Palmeiras

Lørdagens kampe, Serie B:
ABC - Palmeiras  3-2
ASA - Ceará  2-3
Bragantino - América-MG  0-1
Chapecoense - Joinville  2-1
Figueirense - Atlético-GO  1-1
São Caetano - Paysandu  3-1

Ingen kommentarer:

Send en kommentar