torsdag den 17. oktober 2013

Kongen af det nye Maracanã hitter for Flamengo

Flamengo sikrede sig så godt som endnu en sæson i Serie A, da "O Rubro-Negro" (De Rød-Sorte) hjemme på Maracanã besejrede Bahia med 2-1.

Angriberen Hernane blev matchvinder, da han med godt 5 minutter igen af kampen styrede et indlæg fra anfører Leo Moura ind bag Marcelo Lomba i gæsternes mål. Hernane er den mest scorende spiller på dette fodboldtempel efter genåbningen tidligere pa året, og det har givet forwarden det fine tilnavn "Kongen af det nye Maracanã".

Flamengo tog teten små 10 minutter inde i 2. halvleg, da Paulinho headede et perfekt indlæg af André Santos i kassen, men gæsternes topscorer Fernandão fik udlignet til 1-1 efter en god halv time. Fernandão har et frygtindgydende skud, og han sammenlignes faktisk på den konto med Adriano, som stadigvæk ikke har fået genstartet sin fodboldkarriere.

Bahia var faktisk tæt pa at få reddet et enkelt point pa kampens allersidste spark, men keeperen Felipe hev en stor redning frem på et kanonskud fra Raul til stor glæde for de blot 8.474 betalende tilskuere på det store stadion i Rio de Janeiro.

Flamengo rykker med sejren på 9. pladsen i tabellen med en buffer på 8 points ned til nedrykningsstregen. Bahia ligger nede som nummer 14 med kun 4 points ned til stregen, som udløser et ophold i Brasiliens næstbedste fodboldrække.

Se målene fra Flamengo - Bahia

Ingen kommentarer:

Send en kommentar