søndag den 6. oktober 2013

Botafogo-træner måtte en tur på hospitalet efter topkamp

Grêmio erobrede tre vigtige points i topstriden i Serie A, da "O Tricolor" på fremmed græs besejrede Top 4-kandidaterne fra Botafogo med 1-0.

Backtalentet Alex Telles slog til med matchens eneste mål med små 10 minutter til pausen. Den 20-årige Telles modtog bolden uden for feltet og tordnede bolden i kassen uden chance for landsholdskeeperen Jefferson.

Grêmio spillede på dette tidspunkt med en mand i undertal efter en udvisning af Kléber. "O Gladiador" fremprovokerede i onsdags to udvisninger i kampen mod Atlético-PR, men denne gang var det altså den rutinerede angriber, som selv forløb sig ved at sparke stopperen Dória i mellemgulvet.

Grêmio konsoliderer med sejren sin 2. plads i tabellen. Holdet fra Porto Alegre har nu 5 points ned til netop Botafogo på 3. pladsen, mens der er 8 op til duksene fra Cruzeiro. Botafogo er nu oppe på seks kamp i træk uden sejr, og holdets stjerne Clarence Seedorf måtte for første gang lægge ører til mishagsytringer.

De mange kampe uden sejr gør ondt på alle i Botafogo, men nok mest på træneren Oswaldo de Oliveira. Den 62-årige Oswaldo fik et ildebefindende efter matchen, og det kostede en overnatning på et nærliggende hospital. Presset kan efterhånden mærkes i Botafogo, som stille og roligt er ved at miste fodfæste i Top 4.

Se målet fra Botafogo - Grêmio

Lørdagens kampe, Serie A:
Botafogo - Grêmio  0-1
São Paulo - Vitória  3-2

Ingen kommentarer:

Send en kommentar