tirsdag den 15. oktober 2013

Brasiliens B-hold bankede Zambia

Det brasilianske landshold fik endnu en sejr til samlingen, da man med et forstærket B-hold besejrede Zambia med 2-0 i tirsdagens testkamp i Beijing. 

Brasilien dominerede kampen fra start til slut, men der kom først gang i målscoringen efter pausen, da indskiftede Oscar efter 13 minutter sparkede bolden ind bag Mweene i Zambia-buret. Opfølgningen kom bare syv minutter senere, da den store Cruzeiro-stopper Dedé steg flot til vejrs og pandede et frispark fra Neymar ind til 2-0.

Sejren var yderst fortjent, men noget beskeden i forhold til spil og chancer. Neymar bankede et frispark på overliggeren i starten af matchen, og Oscar måtte også se træværket stå i vejen for et godt forsøg. Heldet og præcisionen var heller ikke med spillere som Ramires, Daniel Alves, Ramires og Hulk denne tirsdag i Beijing.

Landstræner Luís Felipe Scolari fik brugt kampen til at få testet en del af reserverne. Der skal jo 23 mand med til VM 2014, og i det spil forstærkede Dedé, Lucas Leiva og Maxwell deres kandidatur. Til gengæld skal Alexandre Pato og Lucas Moura stramme sig an. De to offensiv-spillere fik 45 blege minutter førend bænken kaldte.

Brasilien har nu kun tre testkampe tilbage førend der skal vælges en VM-trup. Næste match bliver den 16. november, hvor modstanderen sandsynligvis bliver Honduras i Miami. Tre dage senere skal testes mod Rusland i Toronto, mens Sydafrika i Johannesburg foreløbigt er på tegnebrættet for 2014.

Se malene fra Brasilien - Zambia

Ingen kommentarer:

Send en kommentar