torsdag den 10. oktober 2013

Seedorf & Co. ramte atter plet

Botafogo genfandt sporet mod kvalifikation til Copa Libertadores, da "O Fogão" i Recife besejrede bundproppen Náutico med 3-1. Hjemmeholdet tog ellers føringen efter små 10 minutters spil ved formstærke Maikon Leite, men Clarence Seedorf & Co. overvandt chokket og kunne gå til pausen oppe med 2-1.

Topscoreren Rafael Marques sørgede for udligningen midt i halvlegen, mens Seedorf viste prøver på sin fortryllende sparketeknik, da han med godt 5 minutter til pausen tordnede bolden ind bag en prisgivet Ricardo Berna i Náutico-buret.

Botafogo fik først lukket kampen i slutminutterne, da indskiftede Gegê udnyttede et flot oplæg af højre backen Edílson. Det var 19-årige Gegês første mål for Botafogo, og den unge midtbanespiller lod tårerne få frit løb, mens han blev tiljublet af sine holdkammerater.

Seedorf & Co. kom med resultatet ud af dødvandet med 5 kampe i streg uden en eneste sejr. Rio-holdet tilbageerobrer 3. pladsen i tabellen og har nu 9 points at tære på i forhold til kampen om de fire pladser i Copa Libertadores 2014. Cruzeiro er nok rendt med mesterskabet med 11 points ned til Grêmio og 13 til Botafogo.

Náutico er efter en kort opblussen tilbage i vanlig gænge med nederlag på nederlag. "O Timbu" ligger suverænt sidst med 16 points op til São Paulo, som er det første hold på den rigtige side af nedrykningsstregen.

Se målene fra Náutico - Botafogo

Ingen kommentarer:

Send en kommentar