lørdag den 3. august 2013

Santos i skam efter 0-8 til Barcelona

Santos fik et ordentlig hak i selvbevidstheden, da "O Peixe" (Fisken) i december 2011 mødte Barcelona i kampen om verdensmesterskabet for klubhold. Barcelona med Messi i spidsen satte nemlig Santos med Neymar skatmat og hjemførte titlen i sikker stil med en finalesejr på 4-0.
 
Fredag aften var det så tid til endnu en styrkeprøve mellem de to store klubber i træningsturneringen Trofeu Joan Gaspar. Man må bare konstatere, at hvis det gik galt for brasserne for næsten to år siden i finalekampen i japanske Yokohama, så gik det dobbelt så galt på Camp Nou i Barcelona.

De spanske værter gennemførte en af de helt store fodboldopvisninger mod de stakkels gæster, som blev smadret med cifrene 8-0. Messi, Léo (selvmål), Alexi Sanchez og Pedro sørgede for målene i 1. halvleg, mens Fábregas (2), Adriano og Dongou scorede målene efter pausen.

Aftenens hovedperson Neymar kom på banen til 2. halvleg, og han måtte nøjes med en enkelt assist mod sine gamle holdkammerater. Den 21-årige landsholdsspiller må have storsmilet med det ene øje over sit nye hold, og stortudet med det andet over nedsmeltningen af sin gamle klub.

Resultatet har selvfølgelig fået Santos til at gå helt i sort. Klubben fra Vila Belmiro med de stolte traditioner er ganske vist igennem en omstillingsperiode efter afgang af nøglespillere som Neymar, Rafael (Napoli) og Felipe Anderson (Lazio).

Træneren Claudinei Oliveira er da også en lappeløsning i jagten på en kapacitet a la Marcelo Bielsa, så der er mange gode undskyldninger for nederlaget på Camp Nou. Det holder bare ikke. Hvis brasiliansk klubfodbold vil tages seriøst, må en storklub som Santos ALDRIG tabe så stort til et europæisk hold. Der er kun et ord, der dækker tingene fuldt ud, og det er "Vergonha!" (Skam!).
 
Det er Santos' tredjestørste nederlag gennem klubbens 101-årige historie. Corinthians har tilføjet "O Peixe" de største slag med 11-0 i 1920, mens São Paulo kan prale af 9-1 tilbage i 1944. Det var i den dunkle tid før Pelé dukkede op og for alvor satte Santos på fodboldverdenskortet. Med fredagens resultat er Santos bombet helt tilbage til start og er blevet klubfodboldens svar på Tahiti
 
 
Se målene fra katastrofen på Camp Nou

 
 Santos-fansene hældte efter kampen en masse galde ud over spillere og ledere
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar