mandag den 5. august 2013

Flamengo fejede Libertadores-mestrene af banen

Flamengo spillede en forrygende flot kamp, da "O Rubro-Negro" (De Rød-Sorte) foran 31.548 betalende tilskuere på Mané Garrincha i Brasília besejrede Atlético Mineiro med hele 3-0 i den 11. runde af Serie A.

Mano Menezes' tropper var allerede oppe med to kasser inden at der var spillet et kvarter af matchen. Det var Nixon og Elias, der begge passerede Copa Libertadores-helten Victor i gæsternes bur. Da der manglede et kvarter af kampen sørgede Paulinho for at festen blev total for de mange "flamenguistas" med målet til 3-0.

Flamengo rykker med sejren op over nedrykningsstregen og er nu placeret som nummer 12 i tabellen. Atlético Mineiro må omvendt en tur under den kedelige streg. Klubben fra Belo Horizonte har brugt mange kræfter i Copa Libertadores, men nu må det snart være tid til at få skålet færdigt i champagne og tage arbejdsstøvlerne på igen.

Se målene fra Flamengo - Atlético-MG

Ingen kommentarer:

Send en kommentar