torsdag den 1. august 2013

Otte kasser da Coritiba og Ponte Preta krydsede klinger

Coritiba og Ponte Preta leverede et brag af en kamp, da de to mandskaber mødtes på Couto Pereira i Curitiba i den 10. runde af Serie A.

Coritiba vandt dysten med 5-3 efter noget af en omskiftelig affære. Gæsterne tog føringen ved William, men hjemmeholdet kom stærkt igen og lavede de næste to kasser. Det var Lincoln og Robinho, som satte målene ind for Coritiba.

Ponte Preta var ikke færdige med at byde trods, og Baraka og William fik igen kampen til at hælde over til gæsternes side. Alex var som sædvanligt den perfekte førerhund for Coritiba, og med et perfekt frispark fik den tidligere Fenerbahçe-anfører udlignet til 3-3.

Coritiba fortsatte presset og hev stikket hjem til sidst på mål af først Lincoln og siden Robinho. Men en flot fight fra begge mandskabers side, og med kampe a la denne skal der nok komme flere folk på lægterne. Der dukkede 13.775 betalende tilskuere op til denne onsdagskamp, og de fik da valuta for pengene.

Coritiba rykker med sejren op på en foreløbig 1. plads i Serie A med 20 points for 10 kampe. Bahia er et point efter, mens Cruzeiro efter onsdagens nederlag til Fluminense har to points op. Det samme gælder Internacional, som er det sidste hold i Top 4.

Se målene fra Coritiba - Ponte Preta

Onsdagens kampe, Serie A:
Atlético-MG - Atlético-PR  1-2
Bahia - Flamengo  3-0  (Tjek referat fra kampen her)
Corinthians - Grêmio  2-0
Coritiba - Ponte Preta  5-3
Fluminense - Cruzeiro  1-0
Portuguesa - Criciúma  1-1



Ingen kommentarer:

Send en kommentar