mandag den 12. august 2013

Portuguesa-keeper pillede straffespark fra Rogério Ceni

São Paulo var tilbage på den brasilianske baner efter en verdensturné, der bragte "O Tricolor" forbi Audi Cup i Tyskland, Copa Eusébio i Portugal og endelig Suruga Bank Championship i Japan med én sejr og tre nederlag i bagagen.

Om det var den lange rejse, der stadigvæk sad i benene, skal være usagt, men São Paulo gjorde i hvert fald comeback i Serie A med et nederlag på 2-1 til Portuguesa.

Angriberen Diogo blev sammen med målmanden Lauro de helt store helte for hjemmeholdet. Diogo scorede begge mål for Portuguesa, mens keeperen Lauro ved stillingen 1-1 pillede et straffespark fra sin kollega Rogério Ceni, der dermed blev snydt for sit mål nummer 113 i karrieren.

Lauro har haft kronede dage i Serie A på det seneste. I onsdags sørgede Portuguesa-keeperen for en pointgivende scoring i 1-1-kampen mod Flamengo, og søndagens straffesparksredning var også en nøgleaktion i Portuguesas kamp for at hente points i bundstriden.

Portuguesa rykker med sejren op på 17. pladsen i tabellen med 12 points i 13 kampe. Der er dog ikke nok til at komme op over nedrykningsstregen, men det er stadigvæk bedre end São Paulo, der er nede på næstsidstepladsen med sølle 9 points ud af 39 mulige.

Se målene fra Portuguesa - São Paulo


Søndagens kampe, Serie A:
Bahia - Grêmio  0-3
Corinthians - Vitória  2-0
Coritiba - Vasco da Gama 0-1
Cruzeiro - Santos  0-0
Fluminense - Flamengo  2-3 (tjek Flamengos danske hjemmeside)
Internacional - Atlético-PR  2-2
Ponte Preta - Criciúma  3-1
Portuguesa - São Paulo  2-1

Ingen kommentarer:

Send en kommentar