torsdag den 15. august 2013

Ronaldinho som fodermester i Atlético-sejr

Atlético Mineiro kom endelig tilbage på det rette spor i Serie A, da "O Galo" (Hanen) hjemme på Arena Independência besejrede Bahia med 2-0.

Stopperen Leonardo Silva headede det første mål ind efter 18 minutters spil, og Alecsandro, der havde afløst landsholdsangriberen Jô på toppen, fordoblede føringen 10 minutter efter pausen. Ronaldinho havde fin dag i Atlético-trøjen med en aktie i begge scoringer.

Det var Atléticos første sejr i fem kampe. Copa Libertadores-vinderne har hvilet noget på laurbærene efter at man i slutningen af juli måned vandt Sydamerikas fornemste klubtrofæ efter nogle nervepirrende finalekampe mod Olimpia.

Atlético rykker med sejren op på 15. pladsen med 15 points for 13 kampe. R10 & Co. har et point ned til nedrykningsstregen og 10 points op til bysbørnene Cruzeiro på 1. pladsen.

Bahia daler til 10. pladsen med 3 points op til den Top 4, som giver adgang til Copa Libertadores 2014. "O Galo" har som forsvarende mestre allerede sikret sig en billet til den prestigefyldte turnering.

Se målene fra Atlético Mineiro - Bahia

Onsdagens kampe, Serie B:
Atlético-MG - Bahia  2-0
Coritiba - Portuguesa  1-1
Criciúma - Náutico  3-0
Fluminense - Corinthians  0-0
Goiás - Flamengo  1-1 (tjek evt. Flamengos danske hjemmeside)
Grêmio - Cruzeiro  3-1
Santos - Vasco da Gama  1-1
Vitória - Ponte Preta  3-1

Ingen kommentarer:

Send en kommentar