torsdag den 7. november 2013

Flamengo på vej mod pokaleventyr

Flamengo banede sig vej til finalen i Copa do Brasil, da man hjemme på Maracanã besejrede Goiás med 2-1 foran 49.421 betalende tilskuere. "O Rubro-Negro" (De Rød-Sorte) havde vundet det første møde i Goiânia med 2-1, så den samlede sejr kom til at lyde på 4-2.

Goiás fik ellers den bedst mulige start på returkampen, da Eduardo Sasha bragte "O Esmeraldino" (De Smaragdgrønne) foran efter 4 minutters spil. Hjemmeholdet holdt imidlertid hovedet koldt med vending af kampen inden der var spillet 25 minutter. Kongen af det ny Maracanã, Hernane udlignede efter 13 minutter og anfører Elias knaldede bolden op i krogen efter 24 minutters spil.

Goiás forsøgte at kæmpe sig tilbage i 2. halvleg, men det var en umulig mission uden sin skadede goalgetter Walter. Flamengo kunne køre sejren stille og roligt hjem, og de kunne såmen også leve med at Hernane fejlagtigt fik annulleret en scoring for offside.

Rio-holdet har egentlig haft en skrækkelig sæson med en skuffende indsats i både de regionale og landsdækkende mesterskaber, men nogle gange er det lige som i et eventyr. Man skal så meget grueligt meget igennem inden der kommer en 'Happy Ending'. Dette scenium er nu muligt for Flamengo.

Flamengo møder i finalen Atlético-PR. Holdet fra Curitiba havde vundet det første opgør mod favoritter fra Grêmio med 1-0, og dette forspring blev forsvaret med 0-0 i nattens retur i Porto Alegre. Finalekampene spilles den 20. og 27. november. Der lægges ud i Curtiba, mens den afgørende match finder sted på Maracanã.

Se målene fra Flamengo - Goiás

Kongen af det ny Maracanã Hernane fejrer sin udligning (Lance)

Onsdagens kampe, Copa do Brasil:
Flamengo - Goiás
Grêmio -Atlético-PR

Ingen kommentarer:

Send en kommentar