lørdag den 9. november 2013

Paraná punkterede på "Melonen'

Oprykningskandidaterne fra Paraná Clube røg ind i en voldsom punktering, da holdet fra Curitiba tabte med 3-2 til Boa Esporte på Estádio do Melão (Melon-stadionet) i Varginha.

Paulinho Oliveira og Lucio Flávio bragte ellers gæsterne foran 2-0, men Boa Esporte fik vendt kampen i løbet af de sidste 25 minutter. Betinho, Ciro og Fernando Karanga sørgede for Paraná Clube fik en alt andet end festlig tur hjem.

Paraná ligger på en 8. plads i Serie B med 2 points op til den Top 4, som giver adgang i landets elite. Det kan være forvandlet til 5 points denne lørdag, såfremt nummer 4 Icasa henter en sejr ude mod ABC.

Det blev også en skidt aften for Avaí, som ligeledes kæmper for oprykning. Holdet fra Florianópolis var på besøg hos bundholdet ASA, hvor det blev til et overraskende nederlag på 1-0. Maranhão afgjorde matchen i starten af 2. halvleg, og dermed kiksede Avaí chancen for at rykke i Top 4. 

Palmeiras er allerede rykket op, og Chapecoense sikrer nok også snart sin plads i Serie A. Sport Recife ligner et godt bud på den tredje oprykker, men den sidste plads bliver en hård dyst mellem 5-6 klubber, der i øjeblikket nærmest konkurrerer i at stå og hoppe på stedet

Se målene fra Boa Esporte - Paraná

Fredagens kampe, Serie B:
ASA -Avaí  1-0
Boa - Paraná  3-2
Bragantino - Atlético-GO  2-0


Ingen kommentarer:

Send en kommentar