mandag den 18. november 2013

Maxi Rodriguez matchvinder på Arena Grêmio

Grêmio holder kursen mod kvalifikation til Copa Libertadores 2014 efter at 'O Tricolor' hjemme i Porto Alegre (Den Glade Havn) besejrede Flamengo med 2-1.

Maxi Rodriguez blev den helt store helt for hjemmeholdet med to scoringer. Den uruguayanske midtbanespiller (ej at forveksle med den argentinske navnebror) slog til første gang 14 minutter inde i 2. halvleg, og det var selv samme Rodriguez som med bare 3 minutter før tid satte det afgørende stød ind i kampen for de 3 points.

Flamengo har en vigtig pokalfinale på onsdag, så 'O Rubro-Negro' (De Rød-Sorte) stillede op med keeperen Paulo Victor og 10 reserverspillere. Derfor var det noget af en streg i regningen for Grêmio, da sejren pludseligt kom i fare med João Paulos udligning med 5 minutter igen af kampen.

Grêmio rykker med sejren op på 2. pladsen i Serie A, og holdet kæmper hårdt for at holde sig i den Top 4, som får en plads i Sydamerikas fornemste klubturnering 2014. De kommende mestre fra Cruzeiro er klar, mens Grêmio, Goiás, Atlético-PR og Botafogo dyster om de sidste tre pladser.

Flamengo ligger på en 12. plads med 4 points ned til nedrykningsstregen, så Rio-holdet skal nok bruge en sejr i de sidste tre kampe for at sikre sig overlevelse. Det lyder ikke som en umulig mission, hvis ikke der lige var to vigtige pokalfinaler mod Atlético-PR, som sikkert kommer til at suge en masse energien ud af holdet.

Se målene fra Grêmio - Flamengo

Ingen kommentarer:

Send en kommentar