søndag den 10. november 2013

Flamengo-målmager lever op til sin kongetitel

Flamengo-angriberen Hernane levede op til sit kælenavn "Kongen af det ny Maracanã", da han bragte sit mandskab foran 1-0 mod Goiás i lørdagens sene match i Serie A. Gæsterne, som jagter en plads i Top 4, fik dog svaret igen med en udligning til 1-1 på mål af Rodrigo, og dermed fik 'O Esmeraldino' (De Smaragdgrønne) et enkelt point med hjem til Goiânia. Goiás måtte spille med en mand i undertal i en time efter en udvisning af Hugo, så det ene point var kærkomment i klubbens jagt på en Top 4-placering.

De to mandskaber har set en del til hinanden for tiden. Det er ikke mere end 3 dage siden, at Flamengo samme sted kvalificerede sig til årets pokalfinale med en 2-1 sejr over netop Goiás. Også her kom Hernane på tavlen, og angriberen konsoliderede dermed sin position som den mest scorende spiller på Maracanã efter genåbningen af fodboldtemplet tidligere på året.

Flamengo rykker med det ene point op på 9. pladsen i Serie A, og 'O Rubro-Negro' (De Rød-Sorte) har med 5-6 spillerunder igen nu 9 points ned til nedrykningsstregen og 8 points op til Top 4. Goiás kommer op på siden af Botafogo, der dog beholder 4. pladsen på en bedre målscore. Cruzeiro er på en suveræn 1. plads, og holdet fra Belo Horizonte kan sikre sig mesterskabet i dag, hvor man møder Grêmio hjemme på et proppet Mineirão.

Cruzeiro har allerede sikret sig en plads i næste års Copa Libertadores, mens de sidste tre pladser bliver et hundeslagsmål mellem Atlético-PR, Grêmio, Botafogo og Goiás. Imponerende at vi finder to oprykkere, nemlig Atlético-PR og Goiás, i det felt. 

I bundstriden er Náutico dømt til spil i Serie B 2014, mens Criciúma, Ponte Preta og Vasco da Gama er de øvrige hold under stregen. Fluminense, Bahia, Portuguesa og Coritiba er også sovset ind i kampen for at undgå nedrykning, mens Corinthians og Internacional med 6 points ned til stregen vel heller ikke kan undsige sig en vis risiko.

Se målene fra Flamengo - Goiás

Lørdagens kampe, Serie A:
Bahia - Atlético-MG  0-0
Flamengo - Goiás  1-1
Portuguesa - Coritiba  0-0


Ingen kommentarer:

Send en kommentar