mandag den 4. november 2013

Superscoring sender Cruzeiro mod mesterskabet

Det er nu bare et spørgsmål om tid inden at Cruzeiro kan lade sig hylde som brasilianske mester. "A Raposa" (Ræven) var søndag på en vanskelig opgave ude mod Santos, men Marcelo Oliveiras tropper løste opgaven perfekt med en sejr på 1-0.

De blå ræve dominerede både spil og chancer, og det blev den elegante Éverton Ribeiro, som førte kniven, da han 9 minutter inde i 2. halvleg afsluttede en flot solotur med at sende bolden ind bag kæmpen Aranha i Santos-buret. Éverton Ribeiro har i det hele taget lavet lille håndfuld flotte kasser i år, hvor målet i pokalkampen mod Flamengo dog stadig topper listen (Se målet her).

Cruzeiro kan dermed sikre sig mesterskabet allerede på søndag. Titlen kommer i hus, såfremt man hjemme på et garanteret fuldsat Mineirão besejrer rækkens nummer 3 fra Grêmio, og de nærmeste forfølgere fra Atlético-PR samtidigt sætter point til ude mod Criciúma. I så fald kan Cruzeiro med 4 spillerunder igen ikke indhentes, og klubben kan dermed fejre sit tredje mesterskab i historien.

Se Éverton Ribeiros superscoring mod Santos

Éverton Ribeiro er kongen af flotte mål (Foto: O Globo)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar