søndag den 17. november 2013

Årets profil i egen lille dribleopvisning

Årets brasilianske mestre fra Cruzeiro og nedryningskandidaterne fra Ponte Preta spillede 2-2, da de to mandskaber krydsede klinger på Parque do Sabiá i den fjerdesidste spillerunde af Serie A.

Cruzeiro fik en spand kold vand i hovedet allerede efter 4 minutters spil, da Leonardo bragte gæsterne foran 1-0. De blå mesterræve fik imidlertid samlet sig efter pausen, hvor Souza fik udlignet efter 29 minutter og angrebstalentet Vinícius Araújo tordnede hjemmeholdet i front med bare 7 minutter tilbage af matchen.

Brandvarme Leonardo smed dog endnu en spand isvand i hovedet på de brasilianske mestre, da angriberen i overtiden smuttede igennem hjemmeholdets forsvarslinje og sørgede for at 'Den Sorte Bro' fik et enkelt point med hjem til Campinas.

Cruzeiro stillede til kamp uden 5 stamspillere, som fik lov til at hvile ud hjemme i Belo Horizonte efter at titlen kom i hus i onsdags. Nøglespilleren Éverton Ribeiro var dog med i alle 90 minutter, og elegantieren, som sikkert bliver kåret til årets profil i Serie A, brillerede med en sublim dribletur og oplæg til begge scoringer.

'A Raposa' fører Serie A med 15 points ned til Grêmio, som overtager 2. pladsen efter at Atlético-PR satte points til lørdag. Ponte Preta ligger næstsidst i tabellen med hele 7 points op til nedrykningsstregen, og med bare 3 runder igen har holdet fra Campinas direkte kurs mod Serie B.

Se målene fra Cruzeiro - Ponte Preta

Éverton Ribeiro i sin egen lille dribleopvisning

Søndagens kampe, Serie A:
Corinthians - Vasco da Gama  0-0
Cruzeiro - Ponte Preta  2-2
Fluminense - São Paulo  2-1
Goiás - Internacional  3-1
Grêmio - Flamengo  2-1
Náutico - Bahia  0-1
Portuguesa - Atlético-MG  2-0
Vitória - Santos  2-0

Ingen kommentarer:

Send en kommentar