mandag den 11. november 2013

Orkandrengene blæste nærmest hovedet af Ceni & Co.

Sensationsmandskabet fra Atlético-PR holder lidt liv i spændingen om det brasilianske mesterskab efter at 'O Furação' (Orkanen) hjemme i Curitba besejrede São Paulo med hele 3-0.

Marcelo var ved at blæse hovedet af målmandslegenden Rogério Ceni, da angriberen efter et lille kvarters spil flugtede bolden ind til 1-0, og stopperen Luíz Alberto fordoblede føringen inden at der var spillet en halv time af matchen. Hjemmeholdet lukkede endeligt kampen et kvarter inde i 2. halvleg, da rækkens topscorer Éderson (17 mål i 33 kampe) kunne nyde godt af Marcelos forarbejde til at score et af karrierens nemmeste mål.

Atlético-PR konsoliderer med sejren 2. pladsen i Serie A, og holdet har stadigvæk en minimal chance for at slå Cruzeiro af pinden i kampen om det brasilianske mesterskab. Der resterer 5 spillerunder, og 'O Furação' skal indhente 13 points på de blå ræve fra Belo Horizonte. Det bliver mere end svært, også med tanke på at der venter to pokalfinaler mod Flamengo.

São Paulo fik med resultatet i Curitiba sat en stopper for en flot serie i Serie A uden nederlag. 'O Tricolor' ligger på en 8. plads i tabellen med hele 7 points op til Top 4. Hvis Rogério Ceni & Co. skal kvalificerer sig til Copa Libertadores 2014, går vejen nok over Copa Sulamericana, hvor São Paulo er nået frem til semifinalen. 

Se målene fra Atlético-PR - São Paulo

Ingen kommentarer:

Send en kommentar