søndag den 3. november 2013

Vasco fik ny luft i bundstriden med debuterende træner

Storklubben Vasco da Gama fik pustet nyt liv i klubbens forhåbningerne om at undgå nedrykning til Serie B, da "O Cruz-Maltino" på den lånte hjemmebane i Macaé besejrede Coritiba med 2-1.

Angriberen Edmilson blev dagens helt, da han sørgede for begge hjemmeholdets træffere. Den rutinerede forward slog til første gang 26 minutter inde i 1. halvleg halvleg efter oplæg af unge Marlone, og da der var spillet 27 minutter af 2. halvleg gentog de to spillere deres fornemme samarbejde.

De fremmødte Vasco-fans slap dog ikke for at bide negle. Coritiba fik reduceret ved stopperen Luccas Claro med små 10 minutter igen, og udligningen lå længe og lurede mod et forsvar, som har sluppet alt for mange billige mål ind i denne sæson. Denne gang klarede keeper Alessandro & Co. dog frisag.

Dermed fik den debuterende træner Adilson Batista en god start rent pointmæssigt i Rio-klubben. Der faldt dog lidt malurt i bægeret, da holdets absolutte stjerne, sparkekongen Juninho Pernambucano måtte udgå tidligt i forløbet med en lårskade, og den 38-årige veteran er i hvert fald ude i næste match mod Santos.

De tre points var ikke nok til at føre Vasco op over nedrykningsstregen, men man har nu fat i de foranliggende Fluminense, Bahia og Portuguesa. For Coritiba betyder nederlaget, at man ikke rigtigt er sluppet fri af nedrykningsspøgelset. Alex & Co. har 4 points at tære på i det spil med 6 runder igen, men det forspring kan hurtigt få ben at gå på.

Se målene fra Vasco da Gama - Coritiba

Lørdagens kampe, Serie A:
Atlético-MG - Náutico  5-0
São Paulo - Portuguesa  2-1
Vasco da Gama - Coritiba  2-1

Ingen kommentarer:

Send en kommentar