fredag den 8. marts 2013

Ronaldinho & Co tromler videre i Copa Libertadores

Atlético Mineiro fortsætter med 2-1 sejren over The Strongest de flotte takter i Copa Libertadores.

"O Galo" (Hanen) fik først hul på bylden efter pausen, hvor Jô og Ronaldinho (straffe) bragte værterne foran med to kasser. The Strongest fik reduceret inde i overtiden på Melgar efter et hjørnespark slået af anføreren Escobar.

Atlético-MGs sejr var fuld fortjent. Hjemmeholdet dominerede kampen fra start til slut mod et "tricky" boliviansk hold, der var giftige på kontra og dødbolde. Ronaldinho var i sit es denne aften, og han var hjernen bag adskillige chancer til de zebrastribede.

Ud fra chancefordelingen (9-3) burde Atlético Mineiro have vundet kampen meget større. Tallene viser meget godt, hvad det handler om for "O Galo" fremover i turneringen. Man skal være mere effektive, og så skal der lukkes af nede bagved. Kan træner Cuca få dette på plads, kommer Atlético-MG til at gå helt til tops i turneringen.

Det var i hvert fald fejende flot fodbold, som de 18.962 betalende tilskuere på Estádio Independência blev budt på denne torsdag aften. 

Atlético-MG fører Gruppe 3 med ni points for tre kampe, São Paulo er den nærmeste forfølgere med fire points, mens The Strongest og Arsenal de Sarandí er noteret for hhv. tre og et point.

De to bedste hold i puljen kvalificerer sig til 1/8-finalen i denne sydamerikanske pendant til Champions League.

Se målene fra Atlético Mineiro-The Strongest

Se højdepunktene (starter 1.20 inde i videoen)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar