torsdag den 7. marts 2013

Corinthians fældet af mexicansk offside-mål

Corinthians måtte for første gang i to år strække våben i Copa Libertadores, da de regerende mestre tabte med 1-0 ude til mexicanske Tijuana.

Anfører Gandolfi blev matchvinder på kunstgræsset i Tijuana, da han midt i 2. halvleg hælsparkede bolden ind i det brasilianske mål. 

Optakten var et frispark, som Arce slog ind omkring den første stolpe. Stopperen Aguilar nåede lige foran den lange keeper Cássio, og efter diverse returer endte bolden for fødderne af Gandolfi, der ikke svigtede trods en lidt akavet position med ryggen til målet. 

Målet burde imidlertid have været annulleret for offside. Aguilar viste sig nemlig at være i strafbar offside på Arces skarpe frispark. 

Frustrationen var selvfølgelig stor i Corinthians-lejren, især med tanke på at Paulinho i 1. halvleg korrekt havde fået to scoringer annulleret for offside. Linjevogteren kendte altså godt reglerne, men hans bedømmelse svigtede lige en enkelt gang til mexicansk fordel.

Corinthians nåede dermed op på 16 kampe i træk uden nederlag i Copa Libertadores. Det var "O Timão" (Det Store Hold) kun én enkelt kamp fra at tangere den rekord, som Sporting Cristal satte tilbage i 60'erne.

Tijuana lægger sig med sejren på 1. pladsen i Gruppe 5. Mexicanerne har kørt rent trav med lutter sejre efter tre spillerunder. Corinthians ligger toer med fire points, mens Millonarios og San José følger efter med hhv. tre og ét point.

De to bedste fra gruppespillet ryger videre til knockoutfasen, hvor der lægges ud med 1/8-finaler.

Se højdepunkterne fra Tijuana-Corinthians

Ingen kommentarer:

Send en kommentar