mandag den 25. marts 2013

Attraktive Atlético med endnu en sejr

Atlético Mineiro tog forskud på mandagens 105 års fødselsdag med at besejre Nacional med 3-1 i den syvende runde af delstatsmesterskaberne dækkende Minas Gerais.

"O Galo" (Hanen) fik først hul på bylden lige efter pausen med mål af den indskiftede og særdeles udskældte Guilherme. Hjemmeholdet fik overraskende svaret hurtigt igen på mål af Caleb i spil 10 mod 11, men så tog stortalentet Bernard for alvor fat for favoritterne. Den hurtige kant med den sublime teknik bragte Atlético på vinderkurs med godt 10 minutter igen, og Bernard havde også en finger med i spillet til Alecsandros mål i overtiden.

Atlético Mineiro stillede op uden nøglespillerne Ronaldinho, Marcos Rocha og Jô, der fik sig en hviler i et hårdt program med kampe i den hjemlige liga samt i Copa Libertadores, men "O Galo" formår alligevel at spille flot fremadrettet fodbold. Fødselaren har i øjeblikket det mest attraktive hold i Brasilien, og måske i hele Sydamerika.

Atlético Mineiro ligger fortsat på 2. pladsen i grundspillet, der kører over 11. runder. Rækken føres af ærkerivalerne fra Cruzeiro, der er noteret for et enkelt point mere. Vila Nova ligner det tredje hold, som går videre til semifinalerne, mens Tupi og Tombense er gode bud på den fjerde plads i slutspillet.  

Se målene fra Nacional-Atlético Mineiro

Campeonato Mineiro, 7. runde:
América Mineiro-Guaraní  4-0
Boa-Araxá  1-0
Cruzeiro-Caldense  2-1
Nacional-Atlético Mineiro  1-3
Tombense-Vila Nova  0-1
Tupi-América-TO  2-1

Ingen kommentarer:

Send en kommentar