torsdag den 4. april 2013

Verdensmestrene videre efter en Corinthians-classic

Verdensmestrene fra Corinthians er klar til 1/8-finalen i Copa Libertadores efter onsdagens 1-0 sejr ude over colombianske Millonarios.

Danilo afgjorde kampen godt 10 minutter inde i 2. halvleg. Den hjulbenede Jorge Henrique havde netop afløst Alexandre Pato på banen, og denne lille wing satte med det samme sit aftryk på matchen med oplægget til "ZiDanilo", der scorede for anden kamp i træk. Danilo er ikke verdens hurtigste spiller, men han har altid tid nok, og hans bevægelser ligner til forveksling franske Zinedine Zidane.

Verdensmestrene spillede ikke en særlig smuk kamp, men Tites mandskab er nu gode til at hente resultaterne hjem. 1-0 er bare en Corinthians-classic. Millonarios havde til tider godt fat i gæsterne, men den lange keeper Cássio formåede i samarbejde med overliggeren at holde buret rent.

Corinthians indtager med sejren 1. pladsen i Gruppe 5 på bekostning af mexicanske Tijuana, der kun fik 1-1 med hjem fra bolivianske San José. Både Corinthians og Tijuana har med én runde igen af puljespillet allerede løst billet til næste fase i Sydamerikas fornemste klubturnering.

Se målet fra Millonarios-Corinthians

Ingen kommentarer:

Send en kommentar