mandag den 8. april 2013

Messis fætter på tavlen i Ba-Vi-classico

Vitória fejrede åbningen af VM-arenaen Fonte Nova med en storsejr på 5-1 over ærkerivalerne fra Bahia i det såkaldte Ba-Vi-Classico foran 37.410 festklædte baianos.

Renato Cajá bragte Vitória foran på straffespark kort før pausen i en ellers jævnbyrdig og begivenhedsrig 1. halvleg. Billedet ændrede imidlertid fuldstændigt karakter i 2. halvleg, hvor "Løverne" løb fra et handlingslammet Bahia-mandskab. 

Vitória slog knockout med scoringer af Messis fætter Maxi Biancucchi og Michel inden for det første kvarter. Indskiftede Zé Roberto fik ganske vist reduceret midt i halvlegen, men "Løverne" satte hurtigt hjemmeholdet på plads med scoringer af Vânder og Escudero.

Ydmygelsen var dermed total, og Bahias træner Jorginho meddelte ved det efterfølgende pressemøde, at han havde trukket sig fra posten efter gensidig overensstemmelse med ledelsen. Et nederlag af denne størrelse i et Ba-Vi-classico tolereres simpelthen ikke på disse kanter.

Der er mulighed for revanche allerede den 28. april, hvor de to storklubber igen støder på Arena Fonte Nova. Vi er i gang med gruppespillet i kampen om Bahia-mesterskabet, hvor Vitória har været suveræne med fire sejre i fire kampe..

Der resterer endnu fire spillerunder, hvorefter de fire bedste hold kvalificerer sig til et slutspil, der består af semifinale og finale. Selvom Bahia har skuffet sine mange fans, forventer alle alligevel at "O Tricolor" klarer cuttet og bliver førsteudfordrer til titlen i den nordøstlige stat.

Se målene fra Bahia-Vitória

Campeonato Baiano, 4. runde:
Bahia-Vitória  1-5
Botafogo-BA-Bahia de Feira  1-2
Feirense-Vitória de Conquista  0-1
Juazeiro-Juazeirense  1-4
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar