tirsdag den 2. april 2013

Pato og Ronaldinho tilbage i landsholdsvarmen

Landstræner Luíz Felipe Scolari har udtaget bruttotruppen til lørdagens træningskamp mod Bolivia. Der blev igen plads til Ronaldinho, som har storspillet for Atlético Mineiro på det seneste, og så er der også et glædeligt comeback til Alexandre Pato.

De europæiske spillere er ikke til rådighed til denne testkamp, så Felipão fandt også plads til et firkløver af de helt unge spillere. Det drejer sig om keeperen Matheus Vidotto, backen Douglas Costa, stopperen Dória samt angriberen Leandro, som alle har alderen til U/20-landsholdet. Dória er bl.a. i kikkerten hos Juventus, mens Leandro har imponeret i sit lejeophold hos Palmeiras. 

Vi må til gengæld kigge langt efter Bernard fra Atlético Mineiro. Den 20-årige komét vred skulderen af led i søndags i storsejren over Tupi, og det koster en pause på tre uger. Bomberen Fred har også fået en pause, og i hans sted får OL-topscoreren Leandro Damião chancen for at gøre sine hoser grønne over for landstræneren.

Kampen spilles i bolivianske Santa Cruz de la Sierra. Overskuddet fra venskabskampen går bl.a. til familien til den 14-årige Kevin Espada, der omkom i forbindelse med Copa Libertadores-opgøret med San José og Corinthians den 20. februar. Den unge San José-supporter blev offer for en vildfaren raket sendt af sted fra den brasilianske lejr.

De 18 udtagne spillere er:

Målmænd: Jefferson (Botafogo) og Matheus Vidotto (Corinthians)

Forsvar: André Santos (Grêmio), Douglas Santos (Náutico), Dedé (Vasco da Gama), Dória (Botafogo) og Réver (Atlético Mineiro)

Midtbane: Ralf (Corinthians), Paulinho (Corinthians), Arouca (Santos), Jean (Fluminense), Jadson (São Paulo) og Ronaldinho (Atlético Mineiro)

Angreb: Alexandre Pato (Corinthians), Leandro (Palmeiras), Leandro Damião (Internacional), Neymar (Santos) og Osvaldo (São Paulo)


Alexandre Pato får comeback for Brasilien
Foto: O Globo

Ingen kommentarer:

Send en kommentar