søndag den 7. april 2013

Neymar og Ronaldinho i frugtbart samarbejde på landsholdet

Brasilien kørte nærmest Bolivia midt over, da de to lande mødtes i lørdagens venskabskamp i Santa Cruz de la Sierra. Sejren blev på 4-0 på mål sat ind af Leandro Damião og Neymar (2) før pausen, mens debutanten Leandro tryllede en enkelt scoring frem i 2. halvlegs overtid.

Brasserne med Neymar, Ronaldinho og Jádson i spidsen fandt hurtigt ind i et frugtbart samarbejde, som gang på gang satte det bolivianske forsvar på prøve. Chancer var der også masser af, men spildprocenten var til gengæld høj. Værterne kunne i hvert fald prise sig lykkelige over at kunne gå til pausen kun bagud med tre.

I 2. halvleg fik Neymar for en gangs skyld lov til at hvile sig lidt på bænken, og det kunne ses på spillet på banen. Brasilien kom til at mangle den fart og gennembrudskraft, som den 21-årige landsholdsangriber besidder, og bolivianerne kunne dermed holde gæsterne nede på en enkelt scoring.

Kampen var på mange måder en opløftende affære for landstræner Luís Felipe Scolari. Det brasilianske landshold spillede til tider kvikt, og konstellationen Neymar-Ronaldinho svingede fint i de første 45 minutter. Med indsatsen ligner R10 et sikkert kort til Confederations Cup, som spilles den 15.-30. juni i Brasilien.

Brasiliens næste kamp bliver den 14. maj, hvor Neymar & Co. tager imod Chile hjemme på den flotte VM-arena Mineirão i Belo Horizonte. Derefter følger der to testkampe mod England og Frankrig hhv. den 2. og 9. juni, inden det går løs med ouverturen til VM-slutrunden.

Se målene fra Bolivia-Brasilien

Højdepunkterne kan ses her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar